Findovia

Tidens svøb

Jeg gik ud igennem hullet i Tidens svøb. Det var en ny initiering. Først måtte jeg orientere mig og opdagede igen, at alt var et valg. Hvert valg førte til uendelig mange muligheder af begivenheder, som alle udsprang fra det samme punkt, som var allestedsnærværende. Jeg kunne nu frit vælge at opdele universet i lag, kasser, strimler eller cirkler og gennemleve dem én af gangen, jeg kunne vælge at fordybe mig i én af disse former og glemme alt andet. Det var det, jeg altid havde gjort og havde følt mig fanget i en fælde skabt af min egen utryghed og dermed mangel på overblik.

Men jeg kunne også vælge at have dem allesammen kørende på en gang og blot skifte min opmærksomhed fra den ene til den anden efter forgodtbefindende. Det gjorde jeg så og oplevede en frihed, som ikke var baseret på en tørst efter frihed, men som en helt naturlig ting, der slet ikke lod sig rokke; fordi angsten kunne observeres uden at virke blændende, lammende eller overvældende. Hver gang jeg flyttede min opmærksomhed fra en strukturel enhed til en anden, blev de knyttet tættere sammen igennem en morfologisk transformation af helhedens ubegrænsede struktur. Derved blev alle manifestationer, alle livsepoker, alle inkarnationer, alle skabelsesplaner, alle bevidsthedsniveauer umiddelbart ens, men samtidig mere individuelle. Denne enhed i mangfoldigheden var ikke længere blot en filosofisk model, men en direkte perception, som kunne udforskes uden forudfattede meninger eller specielle forventninger.

Det enkelte menneskes liv blev en miniature af den kulturs mønster, som det tilhørte og enhver kulturs mønster blev en miniature af den kosmiske evolutions skabelsesmønster. Et mønster, som gik igen i alt. Et dynamisk mønster, som indeholdt alle skabelseberetninger, alle videnskabelige erkendelser, alle kunst-neriske mesterværker og alle deles relationer til alle andre dele. Men det var ogå meget mere end de billeder, som kunne beskrives og forklares. Det var tydeligt, at de dannede et lag af tilsyneladende uigennemtrængeligt stof og at der bagved lå finere og finere lag af endnu smukkere former, som det almindelige øje ikke kunne se; men som kun kunne opfattes igennem intuitionens øje og dets nære tilknytning til fantasien.

Hullet i tidens svøb, som også var lagdelt, kunne ikke findes med forstanden; det kunne måske i det hele taget ikke findes igennem en bevidst viljesindsats. Det var en spørgsmål over overgivelse. En overgivelse, som var centreret i hjertet. Hullet i tidens svøb kunne således siges at ligge i hjertet; men måske var det lige så meget hjertet, der lå i hullet i tidens svøb. Det bliver let til verbale misforståelser, som slører opmærksomhedens spontanitet og dens evne til at opfatte hullet, når det viser sig. Det viser sig kun, når man er rede til at gå igennem det uden garanti for, at man kan gå tilbage til den kendte verden med alle dens trygge begrænsninger.

Jeg prøvede mange gange at gå frem og tilbage for at opleve selve skiftet i bevidsthedens kvalitet og mærke efter, hvad der føltes rigtigt. Hver gang op-levede jeg en strøm af andre liv, som jeg også levede og der dannede sig et mønster af andre inkarnationer, hvor jeg følte mig hjemme. Jeg følte, at jeg kunne have valgt at gå ind i en hvilken som helst af dem og leve det liv i stedet for det, jeg nu lever eller rettere sagt giver min opmærksomhed. I glimt så jeg de forunderligste sammenhænge mellem denne sum af liv og væsentlige oplevelser fra dette liv. Det gav en overbevisende meningsfuldhed i alle de følelser, erkendelser og visioner, som kendetegner dette liv, alle de andre liv og liv som helhed. De mytiske skikkelser trådte ud af deres konkrete former og blev til lysende symboler fra en urmagi, som jeg ikke kunne fastholde længe nok til at kunne beskrive dem; men det gjorde det på en eller anden måde muligt at være disse rendyrkede temaer og opleve deres symfoniske sammenhænge. En sfærisk musik uden en egentlig melodi, en strøm af toner, som indeholdt kimen til alle melodier.
Ind imellem blev jeg i tvivl om, hvorvidt jeg drømte eller var vågen; men det afløstes af klare oplevelser af sammenhænge mellem drømmeverdenen og den almindelige "fysiske" verden. Det var ikke et spørgsmål om krævende tolkninger eller magiske formler, men om umiddelbare erkendelser eller indsigter, som brillierede ved deres enkelhed og dynamik.

Der gik nogle dage, hvor denne åbning forblev mere eller mindre åben for derefter tilsyneladende at lukke sig igen; men oplevelsen af dagligdagen havde alligevel varigt ændret sig. Ja, hvor varigt ved jeg naturligvis ikke; men det er sådan set også ligegyldigt; jeg ville opleve nye åbninger hen ad vejen. Tilbage blev en oplevelse af, at hullet var blevet større og at svøbet var blevet tyndere. Det gav mig en fornemmelse af, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før det slet ikke repræsenterede nogen begrænsning, men blot et filter, der bidrog til at fastholde bevidstheden på nuet. Jeg lagde også mærke til, at dagligdagen var blevet rigere på symbolske vink og tegn, som gav en masse fylde og liv.