Findovia

Tranerne

De flyver højt tranerne i nat.
De blå bjerge kommer nærmere.
Det gryr.
Der er sne på tinderne.
Disen stiger af dalene.

Det kunne ikke være anderledes.
En enkelt fasankok gik amok.
Så blev det stille igen.
Kun suset i vingerne.
Rytmisk, blidt og elegant
sejlede de i morgenluften.

Man kunne ligefrem høre fjerens farver.
De måtte hjem.
Jeg satte mig til at vente på dem.
De ville mig noget.

De blev pludesligt kåde
og gav sig til at stige.

Det var måske signalet.
Havde jeg glemt den hemmelige kode?
Nej, den stod jo i mit blod.

Mit hjerte begyndte at banke tungt.
Jeg måtte videre.
Der var noget, jeg skulle nå.
Det var en klar aftale
fra meget gamle dage.

Tranerne vendte tilbage
med hver sin planet i næbbet.
Nu skulle der være gilde.

Jeg spurgte dem,
om det var deres alvor.
Det troede de nu nok;
men blev alligevel lidt flove.

Jeg pegede på solen.
De rynkede på næbbene
og lagde hovederne på skrå.

Så skabte de en ring af vinger omkring mig.
Vi fløj op til solen og sagde goddag.
Den blev så glad.

Jeg spurgte,
om vi måtte hilse på dens far.
Den formørkedes
og blev til et sort hul.

Tranerne gispede
og havde nær tabt mig;
men så gik det lige pludselig stærkt.
Vi dykkede ind i hullet,
hvor tiden står stille
og alt bliver et.

Som tranerne vidste jeg
hverken ud eller ind.
Det var også ligemeget.
Vi havde givet slip på det hele
og lod os beruse af den fri rejse i evigheden.

Så kom lyset.
Først som en lille prik.
Fortidens sus indhentede os
og vi fattede mod til at spørge,
om dette var vejen.

Tranerne standsede op.
De ville ikke vide svaret.
De havde fået nok.

Jeg kunne ikke dy mig.
Svaret var jo lige henne om hjørnet.

Tranerne flyver højt i nat.
Disen sænker sig i dalene.
Sneen er smeltet.
Floderne bruser
og vil ud til havet.
De vil hjem.

Solen går rund, rød og glad i seng
og trækker horisontens dyne over sig.