Findovia

Search

Go to content

Hiranyagharba

Tekster

Hiranyagharba


Hiranyagharba er sanskrit-ordet for Det Kosmiske Æg, et klassisk, indisk symbol for fødslen af et nyt univers, eller endda for det, der ligger lige før fødslen, kimen til en ny eksistens. Hvad stiller vi op med det?

Jeg kom til at tænke på en meget gammel mand, som boede oppe i bjergene og som jeg en gang imellem besøgte, når jeg var kørt fast i utilfredshed med mig selv og mine livsvilkår. Jeg behøvede ikke at give ham lange forklaringer og han behøvede overhovedet ikke at besvare mine spørgsmål. Samværet med ham virkede altid som en form for genfødsel, der gav mig mod til at tage de skridt videre i livet, som jeg vidste var helt afgørende for at komme videre, det vil sig at komme nærmere til mig selv.

Kort tid efter mine besøg tog livet form som et voldsomt holocaust. Det var ikke de store, dramatiske beslutninger, der udløste det. Det var helt enkle og fundamentale oplevelser af mit eget væsens skjulte dybder. Det var glimt af indsigt, som skubbede til hele min tilværelses korthus. Som bekendt ramler det sammen ved den mindste rystelse. Mine møder med ham skabte den fornødne sjælsrystelse. Måske ikke lige i øjeblikket; men kort tid efter.

Ting, holdninger og meninger, som jeg havde værnet om, ændrede sig først ubetydeligt og umærkeligt for senere at eksplodere i et holocaust af beslutninger og handlinger, som kunne forekomme dristige og meningsløse for omverdenen; fordi de ikke byggede på hævdvundne regler for klog adfærd. Nogle følte sig truede, andre beundrede mit mod. Begge reaktioner var tåbelige. Jeg udgjorde ikke nogen trussel og jeg handlede ikke på basis af nogen form for mod. Det kom slet ikke på tale i min indre dialog. Det var klare, ultimative krav for overhovedet nogen sinde igen at kunne se mig selv i øjnene. Der var ingen konsekvensberegninger omkring min økonomi eller min status i disse situa- tioner og der var heller ingen tvivl om, at en livsfase var slut for at skabe plads til en ny.

Mit liv blev ved disse forholdsvis få lejligheder til Hiranyagharbaer. Dette symboliseredes også af den gamle mands vane med altid at sidde med et guldæg i hånden, når jeg besøgte ham. Han vendte og drejede det og kælede nærmest for det. Jeg spurgte ham engang, om jeg måtte holde det i min hånd. Han afviste det og sagde: "Nej, dette er mit Hiranyagharba. Du må finde eller skabe dit eget". På en forunderlig måde følte jeg en vis lettelse ved dette svar.


Det er ikke så længe siden, at jeg besøgte ham sidst. Han havde ikke forandret sig; men han havde ændret sin bolig. Hvor den tidligere var asketisk enkel, var den nu blevet frodig og stilfuld. Nå, jeg var længe hos ham den dag og jeg hjalp ham med at potte nogle planter om. Vi gik tavse og syslede med disse ting; medens jeg forsøgte inde i min egen tankeverden at formulere et eller flere spørgsmål, som jeg ville stille ham, når der blev lejlighed til det. Det blev der ikke.

Da jeg tog afsked med ham, spurgte han blot: "Hvad har du egentlig lyst til?" Jeg vidste godt, at det ikke var meningen, at jeg skulle svare ham. Det forekom jo enkelt og ligetil; men selv om jeg har brugt megen tid på at finde svaret, så er jeg ikke kommet til nogen endelig klarhed. Jeg har observeret, at mine bestræbelser herpå gang på gang er endt i lange fornuftsbegrundede udredninger samtidig med, at jeg udmærket godt ved, at det er et følelsesmæssigt anliggende.

Hvor mange gange, har jeg ikke forestillet mig et eller andet, jeg havde lyst til for så at bombardere det med rationelle grunde til ikke at forfølge det yderligere? Der er alligevel sket en ændring i min søgen, føler jeg, uden dog at kunne definere den. Dette skriveri er et led i denne søgen. Jeg er før startet på at skrive en bog; men det har altid vist sig at være med forstanden eller i hvert fald overvejende med forstanden og med en anspændt vurdering af, hvordan den ville blive modtaget af verden. Det er jeg ved at give afkald på. Det fremgår så dejlig klart af " Afsløringen".

Hiranyagharba er taget med for at markere en ny start og det holocaust, som følger med, er begyndt at manifestere sig på de dybere planer i min bevidsthed. Jeg har måttet overgive mig til endnu en ret langvarig depressiv sindsstemning for at kunne synke tilstrækkelig ned igennem de lag af betingede og tillærte tanke- og følelsesmønstre, som udgør så uhyggelig stor en del af mit liv. Jeg har altid bildt mig selv ind, at jeg var fri af disse begrænsende indflydelser; men det skyldes udelukkende, at mit intellekt har kunnet håndtere dem. Tilbage står hele den emotionelle side, hvor afmagten bliver så domminerende.


Dér ligger energierne gemt
som tordenfugle,
der flyver lavt
igennem spøgelsernes dal.

Råb og tummel på skråningerne
vidner om panik:
Nu kommer de igen!

En lille pige
rider dem i møde
og hilses med røde rubiner.

Afmagtens dronning
bøjer sig
og lader regnbuer
signalere Nåden.




Velkommen | Om Findovia | HFA | Digte | Web Design | Grafik | Astrologi | Tekster | Artikler | Musik | Videoer | Kontakt | Links | Site Map


Back to content | Back to main menu