Findovia

Lytte

Gårsdagens jazz hang stadig i luften.
De dansende var ikke blevet trætte endnu.
Den lange saxofonist vred sig stadig.
Tonerne skulle ud.

Jupiter var alene, da jeg gik hjem.
Det kunne altså ikke være så sent,
selv om jeg følte mig som 80.

Dagene havde været vilde.
De var åbne.
Låget var atter væk.

Regnskaberne og åbenhedens konsekvenser
lå som stumperne fra
en moderlig spændetrøje
og ventede og ventede.

Jordens krav måtte spaltes
i små atomer uden numre.

Computeren så mat på mig
og foreslog at holde lørdagen hellig.

Jeg havde sagt til damen, at
jeg var superrealist,
fordi jeg ikke troede på virkeligheden.

Tobakken begyndte at samle stumperne
fra spændetrøjen
med dens kolde tryghed.
Det var for slapt.

Skygger gled forbi
og ville befries.
Alt gramseriet gik dem på.

Jeg måtte hjem
under dynen
og
lytte,
lytte,
lytte.

Den motorvej måtte flyttes.

PS:
Motorvejen går lige
til Narbonne.
Det er der ikke så mange,
der tænker over
til daglig.
De har jo travlt
med
at komme for sent.