Findovia

Afsløringen

Afsløringen tog sin begyndelse i den spædeste form for eksistens.
Før ord, navne, former og mening kunne anes, endsige forklares.
Alligevel var fjernelsen af dette bevidsthedens slør
en essentiel kvalitet i den tilsyneladende kamp mellem ånd og stof.
Det var i dette rum, at bevidstheden udfordrede sig selv
med indførelsen af forstanden.

Den skulle blive så vanskelig at håndtere,
at kun døden syntes at have magt over den.
Forstanden mangfoldiggjorde sig selv i gustne,
etablerede former,
i tryghedsskabende illusioner,
som tog form af arketypiske mønstre,
der i årtusinder blev afsløret på ny og på ny igen.

Hver gang med en falsk tro på,
at sandheden nu var afsløret.
Hvad der var lige så farligt var forstandens evne til at kue følelserne,
fortrænge dem og tvinge dem ud
i vulkaniske udbrud eller snigende,
selvdestruktive bølger af manglende selvværd.

Jeg havde netop læst Hermann Hesse's
"Rejsen til Morgenlandet"
og ladet mig betage af hans uforlignelige ordmagi.
Han vakte en vis desparation
og gav samtidig lindring til den afmagt,
som i så lang tid havde præget mit liv.
I små, lykkelige glimt lod han mig se livets drama på en måde,
der aldrig vil kunne beskrives.
Hverken musikken eller malerkunsten
ville kunne yde disse glimt retfærdighed.

Kærligheden ville kunne gøre det, tror jeg nok.
Eller var det alligevel noget helt andet, den gjorde?
Tvivlen ligger ikke her som en tung og klam dyne,
men som et fnuglet smil gemt i en sommersky,
der er på nippet til at græde sin regn ud i forfriskende byger.
Et af Hermann's sidste digte lyder:

O at der gives sprog, gloser,
vers og rim,informationernes blidhed,
syntaksens march og danse.
Hvem der får smag for dets trolddom,
for ham blomstrer verden,f
or ham ler den og åbner sit hjerte, sin mening.

Dermed forsones jeg atter med forstanden;
fordi den bliver til så fint et instrument,
så fin en kontrast til det emotionelle kaos,
til intuitionens spindelvævstynde bestandighed.

Jeg falder hen i en taknemmelig velsignelse
af alle det menneskelige sinds udtryksformer
og erkender den selvskabte lidelses mystik.
Dybden i livets kontraster bliver på en gang
alvorligere og nærmest latterlige.

Selvhøjtideligheden krymper sig som en detroniseret kejser,
der forlader sit rige forfulgt af folkets dom.
Tragedien forvandles af lyset fra friheden.
Den bliver ikke til en komedie af den grund.
Den bliver blot til en søjle af energi,
der viser vej til det indre rige,
hvor magten kun handler om væren.

Jeg læser disse linier igen,
lader dem gå på opdagelse
i deres egen mærkværdige logik og sukker lidt.
Måske et befrielsens suk eller er det snarere et længslens suk?
Ja, men jeg vælger at lade dem blive ét.
Jeg bringes ind i et nyt morads
af forsøg på at forstå mig selv;
men lader ikke afmagten få overhånd.

Jeg véd pludselig helt klart, at jeg har ret.
Ret til at være mig, ret til at lade min ord leve frit,
ret til at lade associationerne forme
en dimensionsløs skulptur af stemninger.

Nu melder beslutsomhedens og handlekraftens spændetrøje sig
som korstogsriddere ledsaget af deres tro væbnere,
karakterstyrke og selvdisciplin,
sig hos kommandanten og beder om autorisation
til at nedkæmpe tvivlen, angsten og uforudsigeligheden.
Kommandanten forlader for en kort stund salen
for at konferere med sin hustru,
der har travlt med at vaske op efter gårsdagens gæstebud.

Med sig tilbage har han et gammelt alterlys og en spade.
Han giver dem til krigerene med et underfundigt,
men venligt smil.
De gyser og trækker sig skamfulde tilbage.
Der bliver så stille i salen, da de er gået.

Uden for strækker engene sig frodigt i alle retninger
og i det fjerne ses ridderne smede deres
rustninger og våben om til plove og pander.
En ny tid begynder.
De gamle dyder mister deres mening og magt.
Umiddelbarhedens varme smelter tvivlens is,
så den ikke længere bliver truende og destruktiv,
men kun repræsenterer de uendelig mange muligheders væld.

Et væld, hvor virkeligheden ikke længere
skal bevises og objektiviseres.
Et væld, hvor drømme og fantasier
er ligeværdige bestanddele af et univers,
hvor det fysiske stof så længe
har været tilbedt på grund af sin håndgribelighed.

Hvornår lærer vi altings enhed at kende?
Hvornår tør vi give slip på kravet om sandhed?
Er det kun et valg?
Nej, det er en sum af evige valg,
som hele tiden må træffes ud fra nuets dynamiske umiddelbarhed.
Nu balancerer ordene på randen af deres egen afgrund.
Et skridt videre og plask,
så falder de ned i ligegyldighedens bundløse sump.

Det er signalet til at gøre holdt
og hindre ordene i at tage magten.
Jeg må genopdage den indre mening,
som satte mig i gang.
Eller en ny mening.
Jeg kan godt nok ikke helt lide ordet mening i denne sammenhæng.
Det er et forstandsord.
Godt, jeg må tilbage til intuitionen igen.
Den var så dejlig klar, da jeg startede.
Så klingede den af.
Vanen og forstanden begyndte at melde sig
dér på afgrundens rand.

Jeg mærker dog stadigvæk denne drift til at komme til orde.
Den vil jeg pleje og lade den modnes i nye billeder,
i nye afsløringer.
Med disse intentioner bliver utålmodigheden
livgivende og vreden bagved mister sin selvdestruktive æg.
Det er alligevel svært at stoppe,
når jeg ved,
at det mageløse ligger gemt på bunden af intuitionens kiste.